Lejrskole på Bornholm

Classroom Bornholm
Bornholm er et unikt klasseværelse, der kan iscenesætte og lægge virkelighed til megen god undervisning. Og videnscentre som NaturBornholm, Bornholms Middelaldercenter, Bornholms Museum, Melstedgård og Bornholms Kunstmuseum kan medvirke til, at man får mere med hjem end blot én på 'opleveren'.
Fortid og nutid. Perspektiv, dybde og bredde. En unik natur. En voldsom og synlig fortid med en imponerende fortællekraft. En nutid, der kan sanses. Bornholm er bare anderledes. Bornholm er fortællingernes ø.

Den voldsomme fødsel, da Bornholm kom til verden i et inferno af aske og flydende lava. Den vilde og brutale middelalder. Sten-, bronze- og jernalder. Den biologiske mangfoldighed. Bombardementet i Rønne og Nexø. Mordet på den svenske kommandant Prinzenskjöld. Historie og samfundsudvikling. Rollespil på den gamle kongeborg gemt inde i Almindingen. Kunst. Glaskunst. Keramikkunst. Kunsten i at fange lyset med pensel. Rapelling. Outdoor-life. Touring på to hjul. Sprækkedalene. Rundkirkernes uløste gåde. Klipper. Hav. Den dramatiske historie om Hammershus. Gravpladserne. Helleristningerne. Dromaeosaurus, sauropod og ankylosaurus - den virkelige fortid.
